Pia Andersen

Billeder mellem intention og intuition

2001,  "La Vera" separatudstilling, Galerie Edition Copenhagen, København.
Tekst: dr. Rosemarie E. Pahlke, inspektør ved Museum am Ostwall, Dortmund, Tyskland



Den danske kunstner Pia Andersens oliemalerier er som rejser ind i en anden, i første omgang fremmed verden og derefter en tilbagevenden til hjemstavnen og en erindring om de oplevelser hun har haft. Billederne forsoner den faktiske verdens virkelighed med den indre verdens fantasi i et fletværk af farver som længe efter bliver ved med at udbrede deres lugt. Ved at påføre farven pastost og regelmæssigt – det vil sige idet hun finder en bestemt rytme – forlener Pia Andersen billedfladen med en lagdelt struktur, hvor de underliggende lag stadig skinner igennem hvorved der opstår en spændende vekselvirkning mellem transparens og tæthed, mellem tyngde og lethed. Således understøtter eller bryder hun de enkelte farvers lyskraft og iscenesætter malerisk lysets kraft og solens varme eller vandoverfladens kolde kraft. Alligevel udspiller det hele sig inden for den rene farve. Vi har at gøre med det abstrakt konkrete maleris vokabular.

Når hendes billeder baserer sig på en streng geometrisk billedopbygning, ligner kunstneren et barnebarn af de russiske konstruktivister. Falder blikket derimod på det indre i disse flader, synes man at fornemme et ekko af Monet og de franske pointilister. Fladerne er heller ikke sat af mod hinanden ved hjælp af en lineal. Det virker snarere som om de geometriske flader gerne ville møde hinanden. Og berøringspunkterne mellem disse møder er lige så levende som fladernes indre struktur. I det hele taget synes en af de væsentlige præsentationer ved dette maleri at bestå i forsoningen af to stiludviklinger der længe har været betragtet som uforsonlige og er forløbet parallelt ved siden af hinanden.

I begyndelsen af 1900-tallet skrev Adolf Hoelzel (1853 – 1934) i forsøget på at skelne mellem den “subjektive” og den “objektive” kunst: “Enten er den subjektive oplevelse det primære for et kunstværks opståen, eller også er oplevelserne resultatet af det rationelle arbejde med det samme. I det første tilfælde lader man sig styre af oplevelsen og søger at gestalte det kunstnerisk, i det andet tilfælde frembringer arbejdet selv, i kraft af sin konsekvente udnyttelse af de kunstneriske midler, de sælsomme visioner som udspringer af gestaltningselementernes lovmæssige kræfter.” Hos Pia Andersen lader det subjektive sig ikke længere skille fra det rationelle. Hvem vil i mødet med hendes billeder kunne afgøre hvad der har fundet vej ind i billedet på basis af det oplevede, og hvad der skyldes de immamente farveprocessers dynamik.

Den væsentligste inspiration til sine malerier finder Pia Andersen på sine rejser og længere udlandsophold. Hendes lyst til og mod på at lade sig konfrontere med et fremmed land og en fremmed kultur begyndte allerede i studietiden, da hun besluttede at studere ved Kunstakademiet i Kraków – på et tidspunkt hvor udvekslingen mellem vest og øst endnu var lidet liberaliseret, hvor Tyskland endnu ikke var genforenet og hvor Polen ikke var ansøger til Den Europæiske Union. Konfrontationen mellem det fremmede synes i øvrigt i Pia Andersens tilfælde altid samtidig  at have været en konfrontation med sig selv. I det mindste har alle hendes rejser ændret hendes kunst nuanceret og er resulteret i berigende modifikationer af hendes stil.

Da Pia Andersen i foråret 1998 præsenterede en cyklus af sine arbejder i Museum am Ostwall i Dortmund, var de stadig påvirket af et toårigt ophold i Mexico samt rejser gennem Mellem- og Sydamerika. Allerede titlen på billederne – “Terra” – antydede landets og landskabets betydning. Efter Terra-værkgruppen ændrede hendes billeder karakter, både hvad farve og billedopbygning angår. Der opstod en stærkere betoning af det vertikale, og farverne blev mørkere og mere dækkende. Den unikke styrke og farvemæssige udstråling i disse billeder korresponderer med et to måneders ophold i Venezia i vinteren 1998/99. At vælge netop vinteren til et ophold i denne enestående by taler igen for at det var stedets sande ånd, hinsides turistklicheerne hun var på jagt efter, samtidig med at det igen repræsenterer et tilbagetog ind i hendes egen psyke. Pia Andersen viger tydeligvis ikke tilbage for den ensomhed som er forbundet med den slags ophold. Netop den mørke tid, gråvejret, den årstid hvor de ydre impulser er sparsomme, udnytter hun til at fokusere på egne åndelige kræfter. De billeder som er inspireret af opholdet i Venezia, bærer ofte italienske titler med arkitektoniske referencer til byen. Det gælder for eksempel maleriet “Vista del Campo San Fantin” ( Udsigt til San Fantin-pladsen), der er blevet til som et bestillingsarbejde til den nye danske ambassade i Berlin, hvor det hænger idag. Titlen spiller samtidig på kunstnerens midlertidige venezianske adresse, hvorfra hun kunne se ud over den citerede plads.

I denne værkgruppe har kunstneren for første gang mere ladet sig inspirere  af arkitekturen end af landskabet eller naturen. Den venezianske arkitektur – repræsenteret ved flader og farvefelter – lod sig næppe identificere, hvis ikke titlen gav oplysning om de ønskede allusioner eller for eksempel en målrettet beskæftigelse med kirkerne Santa Croce og San Marco eller Giudecca. Igen drejer det sig netop om det indre blik på genstandene og ikke om deres udseende.

Og dog er det til syvende og sidst atter en gang naturen der kræver sin tribut. Den nyeste værkgruppe – inspireret af et længere ophold ved den spanske kyst i år 2000 – synes eksplicit at beskæftige sig med temaet himmel og hav, hhv. landskab. Her finder man ikke en masse elementer sat opmod hinanden, men kun to flader svagt skinnende i mange farver, der støder sammen i stærk horisontalitet. Den lineæere farveovergang som derved opstår, vækker associationer i retning af en horisont, om end denne forventning straks bliver snigløbet, fordi den formodede himmel nemlig mod vore forventninger er dyppet i mørke farver mens det formodede landskab synes at lyse.

Således bliver alle naturalistiske implikationer til syvende og sidst kastet tilbage på selve maleprocessen og dens egne lovmæssigheder, på sin egen dynamik som kunstneren ikke altid kan kalkulere med. “Derfor er et billede også altid en overraskelse for mig!” konstaterer Pia Andersen. Hvor traditionelle de materialer hun anvender end måtte være – olie på lærred – lige så eksperimentel er hendes omgang med materien. Pia Andersen skifter hele tiden mellem transparente og opake farvelag og udnytter det forhold at farverne tørrer så langsomt, til kontinuerlige forandringer. Egentlig er det vildledende at bruge begrebet “male” om den måde hun lægger farver på. Hun bruger ikke pensel, men spatel. Denne spatel bruger hun også – ligesom en kniv – til at skære størknede faver væk igen og dermed skabe plads for det næste farvelag. Denne teknik giver hendes værker en reliefagtig overflade.