Pia Andersen

Om Pia Andersens maleri

1998,  “Cultus Hortorum” separatudstilling hos Galleri Heer, Oslo, Norge. Tekst: Per Hovdenak, kunsthistoriker, tidligere direktør for Hennie Onstad Museum, Oslo, Norge.


Farven er hovedsagen i Pia Andersens malerier. Farven er tema, og farven er formidler af vandringer i tid og rum, - af oplevelse og erkendelse.

I løbet af en kort årrække (hun er født i 1960 og debuterede i 1985) har Pia Andersen udviklet et meget personligt udtryk, som viderefører elementer fra 50- og 60ernes konkrete maleri i Norden, og dermed adskiller sig fra det meste i samtiden.

Linjen er lagt allerede i arbejderne fra studieårene i Polen (1983 – 1985). Her er farven bundet i en tæt stoflighed i underlaget, som er papir, lavet og indfarvet af kunstneren selv.
Efterhånden afløses den tætte flade af collage elementer, farven kommer til at udfolde sig friere, og til sidst – nu – er papiret afløst af lærredet. Billedfladen organiseres i tilnærmede geometriske figurer, - oftest rektangler. De strukturerer samspillet mellem farvekvantiteter, og opbryder fladen, nærmest som collage-elementer.

Herved frigøres farven, og udforskningen af farvekvaliteter, nuanser og modsætninger, bliver billedets egentlige motiv. De konkrete, geometrisk tilnærmede figurer kan referere til profiler og rum i landskabet, eller til fragmenter af arkitektur.

De enkelte grupper af arbejder, som hver især har sin karakteristiske farve-profil, refererer til Pia Andersens rejser til fjerne himmelstrøg, - foreløbig oftest til Latin-Amerika og især Mexico.

Ikke at billederne er rejsebeskrivelser eller direkte formidler oplevelsen af steder og hændelser. De er bearbejdninger af erfaring, baseret på fotografier og tegne-notater.

Bearbejdningen sker bagefeter i atelieret i København, og med den geografiske afstand som et aktivt element. Erindringer om det sete og det erfarede, eksotisk og Latin-Amerikansk glødende i lys og farve, - set gennem et køligere nordisk temperament og omsat til billeder i Nordens høje lys.

Spændingen mellem det nære og det fjerne, mellem vandringens rastløse oplevelser, og det stillestående og flittige arbejde ved stafeliet giver billederne en særegen karakter af konkret materiel tilstedeværelse og en stræben udover sig selv.
Farvens frigørelse, dens væren i sig selv, nærmer sig fuldbyrdelsen i Pia Andersens aller sidste billeder, hvor Mexicos duftende farvesødme synes afløst af en højere nordisk sommerhimmel, hvor lyset aldrig bliver helt væk, men bliver hængende som en forhåbning og en sval følelse af lykke.