Pia Andersen

Omkring Pia Andersens maleri

2006, "Linier i landskab" separatudstilling hos Galleri Heer, Oslo, Norge. - Tekst: Professor, dr. phil. Øystein Hjort.



Birken og stenegen.
Landskabet har fra slutningen af 1990erne spillet en stor rolle i Pia Andersens maleri. Vi indser at særlig forholdet til lys og farve er blevet en stadig vigtigere del af hendes overvejelser. Det kan være udsprunget af et ønske om at fremkalde og fortætte et bestemt landskabs iboende kvaliteter, som hun selv ser og oplever det. Sikkert nok –  et landskab eller aspekter af naturen kommer i form af variationer – men gentagelsen er ikke i sig selv nogen enkel forklaring på de seneste års udvikling. Det er tværtimod tale om en refleksion over et motiv, der fører til nært beslægtede temaer. Selv en  opmærksom betragter af en variation af et af disse landskaber lader sig let forlede: man ser ikke lige netop dét, man tror man ser. Motivet, træer eller træstammer er tæt malet, men hele tiden lyrisk med sarte toner, som overrasker: blikket kræver nærsyn, opmærksomhed. Her er et maleri: slanke stammer, der rejser sig; stammerne er nærmest hvide og de står let svajende med den knudrede bark -  grene er ikke til at få øje på. Dette er birketræer, og med Pia Andersens udstilling i Norge, som nu er på vej, falder netop et norsk digt med dette motiv én ind:
    ”En ungbirk stander ved fjorden/ og vandspejlet ganske nær./ Hvor stor og smuk den er vorden/ de år jeg har boet her! Nu løfter den hvide stamme/ fra bredden lav...”
    Digtet ”Ungbirken” er skrevet af Jørgen Moe (det er ham med Asbjørnsen og Moes Samlede Eventyr -  en umistelig del af den norske kulturskat!). Men nej, birkene er ikke birke, men stenege, set, oplevet og sanset i Spanien! Det er træer, hun til daglig lever med i det nye hjem i Cuacos. Men de mange malerier (2005) af disse slanke træstammer, som altså er stenege, har overraskende nok alligevel et udgangspunkt i et maleri af en birk (2004). Det kombinerede elementer med kampesten, klipper og mos, hvor birken så at sige åbnede blikket mod en større landskabelig sammenhæng, - noget der bliver markant fremtrædende i senere og anderledes udfoldede landskaber. Maleriet med birken var et af de allerførste, hvor de slanke træstammer dannede motiv. Når stenegen nu er kommet til som motiv hænger det sammen med hendes naturoplevelse og dermed landskabsforståelse: i egnen i Extremadura er stenegene det hyppigst forekommende i hendes område; de  er små, vildtvoksende træer, der overalt, meget lodrette, står i små, tætte skove. På fotografier  opleves de som et interessant, spændende fænomen, men for Pia Andersen kommer mere til – det fortæller noget væsentligt om hendes tilgang til det maleriske stof. Men det slående ved  nogle af disse billeder med de slanke, lodrette stammer, er farven. De står næsten hvide, lidt spættede, som måske skyldes alder eller at de er vejrbidte. I det ene af dem er farvefladen rød, i det andet er den blå (begge fra 2005). Der er et  flimrende, vibrerende spil i fladen, der også rummer en fortætning i stoflighed. Denne særlige stoflighed skyldes at Pia Andersen aldrig benytter pensel; hun spartler farven på lærredet, der nærmest bliver muret op - et karakteristisk, og vel nu også et velkendt træk ved hendes teknik i disse år. I disse år foretrækkes gerne store formater, for når  farverne er spartlet på lærredet giver det hende mulighed for at  se og vurdere hvordan lyset falder ind på fladen. Med farvens stoflighed og lysets flimrende spil opleves dette som et lysvibrato. Overhovedet betyder lyset meget – og netop lyset, som det falder i og på fladen, er det fascinationspunkt, hvor intention og  erfaring realiseres. Det er malerier, vi uden videre accepterer som landskaber; de er nok, formoder vi, stedbestemte, men på ingen måde lokaliserbare. Måske ikke så mærkeligt – hun har arbejdet længe med landskaber, men der skulle ske noget mere; motivet med de spanske stenege og deres slanke stammer er nu et tema, hun gerne vil fortsætte med og uddybe. Malerier som ”Lyset mellem stammerne” eller ”Set gennem stammer” (alle 2005) med de rammende titler formidler fint oplevelsen: vi ser gennem træerne, men ikke hvad der er bagved eller ude på den anden side.
Dette lys gennem stammerne: det er også her billedet bygges op; det sker med mange lag, men det er de næste lag, der bliver katalysatoren. Meget grønt kommer også til – en farve Pia Andersen holder af. Men der er også andre: gult og  blåt og ultramarin, en farve, der særligt bemærkes, hvor lyset gennem stammerne flimrer. Interessen for og brugen af ultramarin her kan måske hænge sammen med kendskabet til, hvordan farven  bliver opfattet i Mexico: der anses ultramarin for at være en kold farve, mens Pia Andersen selv anser den for at være varm. Der er sammenhæng mellem stammer, træer og landskab, naturligvis. Vi ser dem og indser at de er bundet til en  stærkt personlig oplevelse, som på samme tid er fortolkning men også en meditation over det valgte tema.  Hvis malerierne med de slanke stammer, som man siger, ikke ’giver sig selv’, er forståelse og tolkning umiddelbart  lettere at gå til i en serie arbejder udført til Aalborg Kultur - og Kongrescenter 2004. Der er  kartoffel- og pløjemarker, der umiddelbart måske kan minde lidt om Anselm Kiefers malerier fra 1980erne, men både koloristisk og lyrisk er de af en helt anden karakter. Man kan få den tanke, at malerierne udspringer af et fortroligt forhold til Pia Andersens nordjyske baggrund, for de blev i egentligste forstand danske landskaber med et højt lys, og disse pløjemarker har hun set og oplevet ved Vildmosen, ikke langt fra Aalborg og Limfjorden. Da hun fik denne opgave blev det netop for hende vigtigt at malerierne fik en relation til Nordjylland.

Indblik og udblik.
Dette forhold til farven, den grønne, gule og blå sammen med ultramarin, giver væsentlige indblik i det, der er hendes baggrund, men fortæller også noget væsentligt om hendes udsyn. Noget er tidligere strejfet og lejlighedsvis omtalt, andet bidrager til at tegne et interessant billede af hendes uddannelse. Selv betragter hun opholdet på Kunstakademiet i Krakow i midten af 1980erne som betydningsfulde læreår: et spændende kulturliv i Polen på det tidspunkt, men også krævende og udfordrende. Der var en periode med politiske problemer med Solidaritet, men det gav også mulighed for møder med personligheder som maleren og scenografen med meget mere Tadeusz Kantor, der spillede en vigtig rolle i Krakows avantgarde, og filminstruktøren Andrzej Wajda.
På akademiet i Krakow var der dengang vanskeligheder ved at få materialer; forelagde man projekter, man ville udføre, blev de diskuteret igennem, men med grønt lys stod man så med et projekt, der givetvis krævede materialer – dem måtte man så selv ud og skaffe eller opfinde. Pia Andersen gik dengang ikke selv den lige vej mod det maleri, der skulle blive hendes særkende. Opholdet i Krakow var meget givende, og efter hjemkomsten fulgte de første udstillinger, både hjemme og i Tyskland.
Et nyt mål var sat: Mexico, som blandt andet var udsprunget af interessen for præcolumbiansk kultur. I Mexico bosatte Pia Andersen sig i Oaxaca, en stat syd for Mexico City. I Oaxaca, en smuk gammel koloniby, etablerede hun et værksted, hvor hun arbejdede med oliekridt og blandede teknikker. De første udstillinger koblede kryds og mønstre, som hendes interesse for overflader og strukturer. Hun arbejdede i den periode også med at sætte papir op og forskellige materialer på lærred; først noget senere gik hun over til at arbejde i ren olie. I Oaxaca, hovedstaden, arrangerede museet  en udstilling med  både hendes malerier og papirarbejder. Forbindelsen til Mexico var blevet tæt. Senere kom muligheden for et gensyn i forbindelse med den danske statsminister, Anders Fogh Rasmussens statsbesøg. Hendes udstilling omfattede igen malerier og papirarbejder, fint pointeret med malerierne, der måske kan opleves som noget særligt dansk, for det var netop dem, der senere kom til Aalborg. Samtidig arrangerede et galleri i Guadalajara en udstilling med mindre arbejder.
Pia Andersen arbejdede oprindeligt næsten udelukkende i sort-hvidt i forskellige materialer. Det er i Mexico farven kommer til og hun i nyere arbejder koloristisk finder sin bane. Et møde med Rufino Tamayo, som selv var født i Oaxaca provinsen, fik betydning i kraft af hans farveholdning og måderne at bygge fladerne op på. Især Tamayos grafiske  arbejder, mixografier, som han kaldte dem. Plader i gips, der blev bearbejdet, taget form af i kobber, inden de endte som tryk, stoflige og detaljerige.
     Baseret på hendes interesse for papir og papirteknik blev det fulgt af en plan om at studere farvning og hvordan de forskellige papirteknikker kunne dokumenteres. Pia Andersen fik kontakt til en medicinmand i et område langt uden for Mexico City – i nærheden af Puebla, ude i Sierra Madre-bjergene -  hvor man stadig laver en særlig type papir hos Otomi indianerne. Der er en bestemt type figentræ, hvor man tager barken af. Barken bliver kogt med lud. Det frigør mange, lange fibre, der kan ligne papyrus. Fibrene lægges på kryds og tværs og med hele familien engageret bankes de flade for så at blive lagt til tørre. Det giver det bekendte Amatepapir. Det er det eneste sted, det laves, og for stammen og familien var det blevet en overlevelsesstrategi. Men samtidig er der medicinmanden som også laver papir; princippet er det samme, men da han har magiske kræfter laver han lyst og mørkt papir, som indebærer gode og onde kræfter, og som bliver anvendt i forbindelse med forskellige ritualer. Papiret indgår i en blanding af panteisme og katolicismen også idag. Traditionen er ikke gået tabt, og Pia Andersen kunne med sit indgående kendskab til historien og traditionen slå  sig ned i landsbyen, og dermed få et vigtigt referencepunkt og mulighed for at deltage i hele papirfremstillingens proces.
   
    Pia Andersens rejser førte hende vidt omkring, men af mange grunde blev Mellemamerika altid vigtige mål. Da hun første gang kom til Mexico blev Det antropologiske museum en vigtig base; det overrasker ikke at den stærke interesse for de mellemamerikanske kulturer var stærk og givende.  Men Mexico, for hende det vigtigste og væsentligste, førte hende også til Guatemala, Belize, Chile, Brasilien og Argentina. Tre måneder opholdt hun sig på Yucatan udelukkende for at studere Mayakulturen med de mange ruiner. Billeder dengang og nu ses som et konglomerat af sanse- og synsindtryk, hvor også smagsoplevelsen kan indgå. Det blev en cocktail af farver; det kunne være den blå farve, men karakteristisk nok blev den røde meget brugt i Brasilien, måske netop fordi farven der kommer til udtryk gennem andre holdninger og præferencer.  Arbejdet med hårde og bløde oliekridt på papir, eksperimenterne med pigmenter, både blandet og ’fundet’, førte til de allerede nævnte farver som blå, ultramarin og, senere, den røde. I Oaxaca-området, hvor Pia Andersen opholdt sig, kunne hun konstatere at farverne blev brugt på en helt anden måde: alle huse fik forskellige farver, hvidt, lyserødt eller lyseblåt. Det er en arkitektur, hvor flader, striber og farver mødes.  Nyere forskning i farvers brug og symbolik blandt Maya og aztekerne i Mexico giver os et fingerpeg om, at Pia Andersen i sine egne studier har opbygget et indgående kendskab til sådanne farvesystemer, og  frit har inddraget dem i sit eget arbejde.

Landskabet - igen   
    Efter årene i Mellemamerika opstod ønsket om en tilbagevenden til Europa – et behov for at bevæge sig andre steder hen. Rejsen i sig selv har altid været vigtig; denne bevægelighed har givet mulighed for at koncentrere sig om et nyt område for derigennem at få et nyt input, ny inspiration -  en ny udfordring. Det førte hende til  Frankrig og Italien, hvor ikke mindst et to måneder langt ophold i Venedig fik betydning. Pia Andersen har altid fotograferet meget og ligger i dag inde med en meget stor samling fotografier. De erstatter på en vis måde kunstnerens traditionelle skitsebog, for Pia Andersen finder at det er et problem at tegne skitser: koncentrationen går tabt, alt det man kunne have oplevet i stedet for – de hurtige indtryk foretrækkes.  Men fotografierne åbenbarer forbindelser og valgslægtskaber: et fotografi, der viser os en karrig jord med de sært forvredne stammer når oliventræerne er beskåret, antyder sammenhænge med landskaber som de f.eks. ses og opleves i Extremadura, Pia Andersens nye base. Tilsvarende et fotografi med buske i snorlige, horisontale rækker, ligesom et fra Venedig, hvor Procuratierne ligger som et gulv, der spejler vandet på en regnvåd dag. I disse fotografier med markant sort-hvide kontraster pointeres horisontalt og vertikalt (som Procuratiernes søjler med Markuspladsen i Venedig). Et andet fotografi fastholder en strand med strandsten og tang, der er skyllet op på land; det er lavvande, med en bredning og et blik til vandet derude. Fotografier som de  her nævnte sammenfatter indtryk, som hun omsætter i landskaber, der fortolker deres karakter og egenart. De første landskabsbilleder var egentlig ikke landskaber, men striber, en begyndende tilnærmelse, der gradvis blev de  landskabsbilleder, vi ser nu. ”Det hele afhænger af det øjnene ser, og hvordan hun ser”, siger hun om sin landskabsopfattelse nu. Men, tilføjer hun, ”landskabet er også en stor undskyldning for at få en stor flade med en struktur.” Horisonten er lav, måske med marker, muldet jord, eller en strandlinje: et vibrato af farver mellem himmel og hav. De spanske landskaber, malet i år, er forårsbilleder, fulde af vilde blomster og farvepragt. Der er bakker, eller de har form og struktur som terrasser: ”terrassebillederne”. Hendes maleri erkendes som en vedvarende refleksion over landskab og natur, stadig rigere og mere vidtspændende.