Pia Andersen

Sfærer af lys og rum

1990 "Sfærer af lys og rum" separatudstilling, Nikolaj Kunstbygning København og 1991 Leopold Hoesch Museum, Düren, Tyskland.- Tekst: dr. Dorothes Eimert direktør ved Leopold Hoesch Museum, Düren, Tyskland. - Oversættelse fra tysk: Jan M.A.Fogt.


Pia Andersen afprøver nye veje i maleriet. Hun maler med papir, lim og pigment. I udnyttelsen af teksturer og papirstrukturer viser hun mangfoldighed og nyskabelse. Hun udforsker dog ikke kun farve og stoflighed, men også billedgeometriens ordensprincipper.

Pia Andersen bearbejder papiret: Med kridt, lim og pigmenter tilføjer hun papiret furer og kløfter; forvandler fladerne til kraterlandskaber gennem lagdeling af papirer og ved heftig bearbejdning. Farven trænger dybt og mat ind i sugende papir eller bliver stående, glansfuld og tæt, på glatte overflader. Undertiden har Pia Andersen allerede indfarvet papiret i fladen, så maleprocessens gestik hæmmes og farven frembringer fladeagtige planer i billedrummet.

Det der opstår, er geometriske fladder i differentieret farvereduktion, struktureret med krakeleringer. Fine forgreninger udvider sig til bælter af linier eller endda til fligede flader, former sig til forhøjninger og fordybninger. Også den dominerende farve indenfor en farvekategori forvandler sig til en mangfoldig farvetrinspalet.

De af Pia Andersen behandlede papir-farve-flader bliver som geometrisk form klæbet op på en allerede farvet og sprukken papirgrund. Tilpasninger og sammenpasninger af farvefladerne udviser en streng orden. Således står flade mod flade, fiberstruktur mod glat overflade, stoflighed står overfor lakagtig glathed, mathed overfor glans, lyst over for mørkt. Med klarhed og uden forsirende floskler behandler Pia Andersen sine komplekse billedideer. Farven og farvens struktur bliver til ren udtrykskraft.

Systematikken i den geometriske struktur står overfor den gennemkomponerede, eller snarere, organiske papir-farve-flade. I levende kontrast til den præcist gennemtænkte geometri i kompositionen står overfladens haptisk vibrerende stoflighed. Med begge disse fundamentale principper dvs. systematikken og stofligheden vil Pia Andersen beskrive vores eksistens; den åbenbarer sig på en gang konstrueret, stivnet, hård, men også befriende, naturlig – gribende ud over.

Opklæbningen af papir-farve-fladerne som modflader til en bearbejdet billedgrund samt farvefelternes tætte graduering skaber en dyb suggestiv kraft. Forgrund og baggrund bliver optisk mere begribelige og opleves derfor stærkere. Der opstår en rumillusion på grund af betoningen i fladen.

Ødelæggende agitation viser sig også af og til. Impulsive aggressioner påfører papiret sår og ridser. Pia Andersen maler bevidst med ødelæggelsen. Den frilægger nye strukturer og formværdier. Sårene klæbes atter sammen og skjules omhyggeligt med lim og farve. Den maleriske agitations gestik trækkes tilbage. Billedet bliver til formidler af maleprocessen.

Det der står tilbage, er et vidunderligt farvelandskab i behersket formklang og i en tilbageholdt, sparsom farveklangharmoni. På en besnærende måde indbyder Pia Andersens papir-farve-maleri øjet til at hvile i harmoniske farvereduktioner.

Furede farveflader og forgrenede farvelinier formulerer et rum af svævende dybde og rolig bredde. Billederne fremviser af og til karakter af en slags landskab, hvorved elementære strukturer, der dukker op, synes inderligere. Den ofte dunkle farvegrund får en antydning af lys, et vindpust af opklaring. lysende farveglød skimter igennem og sætter energiske farvesvingninger fri. Nye sfærer af lys og rum billedliggøres.

Pia Andersens malerier har ikonernes tidløse væsen. De synes at komme fra et fjernt rige af sprogløs betydningsfylde og giver én følelsen af at ville kunne svinde bort igen – lige så tavst.